Igen og igen møder jeg mennesker, som beskriver deres liv som fastlåst. De oplever, at hamsterhjulet har overtaget deres liv og hverdag, og at de ville ønske, at det var anderledes. De ønsker blandt andet mere tid til sig selv og deres familie i hverdagen.
Men hvorfor er det sådan, og hvordan ændrer vi det?
Jeg tror, vi kan blive fanget af, at vi lever vores liv på en bestemt måde, fordi vi ikke tror, det kan ændre sig. Vi ser, hvordan naboen lever, hvordan vores forældre har levet, og især hvordan vores samfund er skruet sammen. Ofte oplever jeg også i min praksis at klienter ikke tror, de har evnerne, modet eller hvad de ellers mener, det kræver at stoppe op. Men det har vi alle.
Men hvad skal jeg så lave?
Nogle gange kan det være svært at vide eller at mærke, hvordan du ønsker at sammensætte dit liv, hvad du har lyst til at lave i stedet for det, du gør nu.
Opsøg eventuelt en coach eller få hjælp af en god ven til at finde din vej ind til det liv, der vil være meningsfuldt for dig. Måske skal du skifte arbejde, der er tættere på hvor du bor, så du kan undvære udgiften til en bil, og dermed kan arbejde færre timer. Måske findes der en løsning med din arbejdsplads, hvor du kan gå ned i tid, få en ugentlig fridag, eller noget helt tredje. Det kan også være, du har lyst til at blive selvstændig og har overvejet det i mange år. Måske er det nu, du skal springe ud i det.
Giv dig selv lov til at bruge tid til at finde ud af, hvad du godt kunne tænke dig, dit liv bestod af. Giv dig selv lov til drømme. Hvad hvis du kunne vælge frit fra alle hylder?
Hvad kræver det?
Det kræver først og fremmest, at du helhjertet er villig til at lave forandringen.
- Få hjælp af en coach eller en god ven til at finde ind til det, der vil være realistisk og meningsfuldt for dig.
- Læg en plan med realistiske skridt frem mod dit mål. Husk at det ikke behøver at gå stærkt.
- Få et overblik over din økonomi. Hvor kan du skære ned på udgifterne?
- Find et forbillede. Kender du nogen, der lever på en måde, som du godt kunne tænke dig?
- Stil dig selv spørgsmålet: Hvad er det værste der kunne ske? Fortsæt med at stille dig selv spørgsmålet indtil du kommer ind til kernen af din frygt. Hvad fortæller den dig?
Modstand:
”Jamen det kan jeg da ikke bare”
”Hvad så med…”
”Det er for let for dig at sige…”
Virkeligheden er, at du hver dag har et valg. Jeg siger ikke, at det er et let valg, men det er et valg. Det er din bus – om du vælger at sidde bagerst i den eller styre den. Der er ikke andre til at bestemme, vælge eller leve dit liv end dig, og ansvaret er dit 😊