Jeg har en datter, hun fylder snart 16 år. Hun er ikke bare en sød og virkelig skøn pige, hun er også både klog og humoristisk. Guldkornene står ofte i kø.
En dag gik vi en af vores sædvanlige gåture, og vi kom til at tale om det her med at være introvert og ekstrovert. Helt tørt siger hun, at hun altså også tror, man kan være ”selvtrovert”.
Min datter og jeg talte om, hvad en ”selvtrovert” så er. Hun synes, det er et menneske, der ikke rigtig interesserer sig for andre end sig selv, og helst vil høre sig selv tale. Det er den, der gerne svarer på spørgsmål, men kun sjældent sender et spørgsmål retur. Det føles lidt som at spille bold, men aldrig få bolden tilbage.
Som ven eller pårørende til en “selvtrovert”, kender man til dennes følelsesliv, man kender til detaljer og historier fra deres liv, men det omvendte gør sig ikke gældende. Den “selvtroverte” ved ikke, hvordan du har det, hvad der sker i dit liv, hvad du arbejder med eller hvad dine børn hedder, dette på trods af, at du har kendt vedkommende igennem mange år, eller måske endda gennem et helt liv.
Det er ikke nødvendigvis et menneske, der er egoistisk i sine handlinger, en narcissist eller noget tredje, vedkommende er bare sjældent kommet ud af sin egen virkelighed og livsopfattelse.
Når de interesserer sig for andre mennesker, er det primært i relation til sig selv. Det kan være i forhold til en kæreste, de prøver at forstå eller noget andet. Områder, hvor de selv har noget på spil.
Med professionelle øjne er det nærliggende at tænke på evnen til at dissociere. En lidt fortegnet måde at beskrive dissociation på, er at man f.eks. kan være på sin egen planet eller i sin egen osteklokke, det kan være på områder af vores liv eller i konkrete sammenhænge. Ofte kommer dissociation af, at man er nødt til at skærme sig fra den virkelighed man er i, det kan f.eks. være i løbet af opvæksten, fordi det man har været i, eller har oplevet, har været for svært at kunne være i. Så har man på en måde lavet sin egen virkelighed for at kunne være i det, der var svært. Som voksen er det ikke sikkert, man er klar over, at det er sådan, man er i verden. Men for udefrakommende, kan det virke som om personen laver sin virkelighed om til det, der passer bedst, og som om de har deres egen indre virkelighed.
Der findes mange andre betegnelser for mennesker, som ikke har øje for så meget andet end sig selv og deres egne behov. Men jeg synes nu alligevel, at ordet ”selvtrovert” er meget rammende og dækkende, i hvert fald for de refleksioner min datter og jeg havde sammen den dag.
Og jeg er sikker på, at du også kender én, der er ”selvtrovert”?
Blogindlægget er naturligvis godkendt af min datter 😊
