For at øge din indre ro og balance er det vigtigt, at du er god til at passe på dig selv og kan give dig selv omsorg, når du har brug for det. Det er noget, du selv skal tage ansvar for og skabe for dig selv. Det virker måske banalt for dig at skulle svare på, hvad det vil sige, at drage omsorg for og passe på dig selv, men for nogle kan det måske alligevel godt være svært at definere og derfor svært at føre ud i livet.
Din indre gode mor
At drage omsorg for og passe på dig selv handler i korte træk om at være din egen gode mor. Det handler altså om at behandle dig selv, som en god mor ville behandle dig. Uanset hvilken opvækst du har haft, så har du formentlig et billede af, hvad en god mor er. Det billede kan du med fordel tænke på, når du skal drage omsorg for dig selv i hverdagen. En god mor sørger blandt andet for, at du får nok søvn, nærende mad, ro og pauser. En god mor sørger også for ikke at stille for store krav i forhold til, hvad der er realistisk. Ligesom hun hjælper dig med at passe på, at du ikke bliver overbelastet med for mange indtryk og ting i hverdagen.
Kan du få godt fat i din egen indre, gode mor, vil det blive lettere at mærke dine behov, og lade det blive en større del af din hverdag. Når vi tager ansvar for os selv, og vores egne basale behov, vil vi også blive bedre i stand til at være der for vores nærmeste.
Pauser
Pauser er vigtige for os i hverdagen, og det gælder ikke kun nattesøvnen. Vi har brug for pauser i løbet af dagen, ugen, måneden og i løbet af livet. Mange tænker, at pauser er spild af tid. Nogle ignorerer behovet for pauser så længe, at det får konsekvenser for deres krop og psyke.
Pauser handler ikke kun om at drikke en kop kaffe eller om, at man skal blive verdensmester i meditation. Det handler også om at give dig selv tid til at gøre ting i dit eget tempo, og at give dig tid til at tænke.
Du ved bedst selv, hvordan du kobler fra eller holder pause. Måske er det at gå en tur med hunden i skoven. Måske er det at stå i kø i supermarkedet eller at sidde fast i morgentrafikken, hvor du er tvunget til at sidde stille og ikke lave noget. Måske er det at sidde i sofaen og se en god serie, eller at tage en måned ud af kalenderen og finde ud af, hvad du vil bruge resten af dit arbejdsliv til. Metoden er underordnet, det vigtige er at give dig selv pladsen og tiden til det.
Hvad stopper dig?
Mange af os stopper os selv, selvom vi godt ved, hvad der skal til, for at vi kan drage omsorg for os selv. Det gør vi både fordi vi ikke har lært selvomsorgen hjemmefra, men også fordi vi kan være påvirkede af, hvad andre mon tænker om os. Vi tænker måske meget over om chefen eller kollegerne synes, vi er dovne, hvis vi går hjem til tiden eller siger nej til fredags-øl. Vi har måske også lært hjemmefra, at vi ikke skal tage os selv så alvorligt, eller vi har lært at presse os selv til grænsen hele tiden for at opnå det maksimale. De fleste af os kender i hvert fald godt til udtrykkene ”burde” og ”skulle”.
”Burde” og ”skulle” skal fjernes fra dit ordforråd, hvis du vil opnå mere indre ro og balance. Det er ord, der presser os og ord vi har lært. Det handler i stedet om at sætte sig realistiske mål og gennemføre dem. Med tiden kan du måske endda stå helt af samfunds- og normræset og lave dine helt egne ord i overensstemmelse med den, du er, og det du ønsker for dig selv og dine nærmeste.
For mig hjælper det at have følgende spørgsmål i baghovedet: “hvad er jeg nødt til at gøre for at tage vare på mig selv?“. Måske det også kan hjælpe dig 🙂